The novel Morgunþula í stráum (1998), translated to Danish by Erik Skyum-Nielsen.
About the book:
Morgenvise i græsset følger den islandske høvdingesøn Sturla Sighvatsson, fra han er ni år gammel, og til han tredive år senere falder i kamp efter at have gennemlevet en af de mest dramatiske omstillingsperioder i Islands historie.
Som søn af stormanden Sighvatur Sturluson og nevø til den navnkundige høvding og digter Snorri Sturluson er Sturla født til storhed. Island er præget af både politiske og religiøse stridigheder, og Sturla drømmer om at få større magt i landet, som på det tidspunkt er uden egen konge.
Da Sturlas bror Tumi bliver dræbt af en flok kristne, lader Sturla sin rå blodhævn gå ud over den ansvarlige biskop og hans kirke, men denne hævn bliver også vendepunktet i hans liv. Konflikten ender med et forlig, der indebærer, at Sturla skal rejse sydpå til paven i Rom og gøre bod for sine synder.
Rejsen ned gennem Europa bliver en dannelsesrejse for Sturla. Han oplever etniske og religiøse brydninger, der får ham til at forholde sig kritisk til sine idealer og heltemyter. Han møder kristne og muslimer, korsfarere og tiggermunke og stifter bekendtskab med både Frans af Assisi og den sorte skole.
Men Sturlas drømme om magt bliver ikke neddæmpet af rejsen, og hans hjemkomst til Island indvarsler den blodigste periode i landets historie – en bitter strid, som i sidste ende kom til at betyde, at landet mistede sin selvstændighed i over 600 år.
From the book:
Elven strømmede.
Han havde fået det infald at gå længere op, over de løse skyer, der flød om ham nederst i de høje klipper; gå videre op gennem klippekløften, og fortsætte, uanset hvad der tog over; gå ind i en verden, der kunne berolige eller gøre vild, en sval verden. Dér herskede uvæsener, ikke mennesker: trolde, uhyrer, spøgelser og overvundne flygtninge fra menneskers love, der var blevet til trolde eller gået ind i klipperne, ind i fjeldet. Eller også slet ingen. Nye snedriver uden spor, undtagen efter en fugl eller en ræv, måske et forvildet får, den rene nysne, gletsjer. Gå sig udmattet og falde i søvn med besnærende drømme.
Ham var kommet ned fra fjeldet, elven strømmede grå under en himmel, der havde samlet sig til et skydække; slyngede sig gennem den grønne eng, der var blevet rødlig af det kommende efterår. Våde, grå skråninger svingede frem og tilbage omkring det indtørrede leje fra i fjor, åbrinkerne var lyserøde, dér hvor elven nynnede unden grunden, kulingen forsøgte at kalde en tone frem af svage strå.
Han gik tøvende, da han fik øje på manden, der ventede på ham og lod, som om han sov på vagten. Han lod blikket glide op langs de stejle skråninger, hvor han havde gået, over klipper og stenede strøg. Den sten var nu blevet mørk, der havde mødt ham så lys oppe i fjeldet før, inden han var løbet ned over den skridende skråning, ned til dette fornemme sæde, for at vurdere stejlheden af det bratte skykke og bedømme afstanden fra de øverste klipper til borgene i stenen. Øverst stak klipperne ud i tinder, som det skærpede næb på en evighedsfulg, der sad dér og ikke hævede sig til flugt førend på den yderste dag.
Han stod stille og lod kun skyggen berøre den store, kraftigt byggede mand, som lod, som om han sov op ad jordkanten. Indtil han slog det ene øje op og holdt op med at lade som om og kiggede på høvdingen, der uden følge kom ned fra fjeldets verden.
Så rejste han sig op, denne tætbyggede mand, og nølede lidt, mens han børstede støvet fra jorden af sig og ledte efter hestehår i tøjet. Men ikke spurgte om noget, ikke sagde noget. De fulgtes ad uden at forhaste sig, ned for at se til deres heste. Han kunne mærke, at Svarthöfdi kiggede på ham, som om han ikke skulle lægge mærke til det.
Så lod de hestene trave over den sandede grund, hist og her med klipper, der forøgede knaldene og smældene og deskurrende og klappende lyde under hovslagenes bløde buldren. En ravn ved fjeldranden. Hjejlen tog over, da de kom over elven, for at forvirre de rejsende, for at redde sine små unger. For her var det helte på færde, og fare.
(57-8)
